Turistbureaumedarbejder med ansvar for butik og information søges til Besøgscenter Langeland

dato

Vil du være med til at give besøgende en god oplevelse på Langeland - og har du flair for både service og struktur?

Så er det måske dig, vi søger som vores nye turistbureaumedarbejder i turistinformationen på Besøgscenter Langeland i Rudkøbing med ansvar for såvel butik- som turistinformation.

Vi søger en medarbejder til en fast stilling på 37 timer om ugen, hvor du kommer til at have ansvaret for turistinformation med tilhørende butik og være ansvarlig for at skabe det gode møde med VisitLangeland for turister, lokale og samarbejdspartnere.

Om jobbet
Din hverdag vil være præget af både praktiske og administrative opgaver. I højsæsonen består arbejdet især i at servicere turister og lokale aktører, udlevere materiale og information, besvare mails og opkald fra turister, sørge for at butikken er velassorteret og præsentabel, bestille varer, lave kasserapporter og koordinere med samarbejdspartnere om afhentning af materialer.

Uden for sæsonen vil opgaverne i højere grad være koncentreret om kontorarbejde - f.eks. opdatering af data i GuideDanmark, som er den nationale database for turisme i Danmark, samt andet forefaldende kontorarbejde og projekter.

Vi leder efter en kollega, der:

  • Har kendskab til Langeland, Strynø og UNESCO Global Geopark, Det Sydfynske Øhav
  • Er serviceminded og har lyst til at være i dialog med både turister og lokale på dansk, tysk og engelsk
  • Er struktureret, ansvarlig og vant til at arbejde selvstændigt
  • Har flair for administrative opgaver og IT-systemer
  • Trives i et travlt miljø, hvor ikke to dage er ens
  • Har et godt humør og holder af vores dejlige ø-liv og sammenhold

Om os
Du bliver en del af VisitLangeland og det fælles Center for Erhverv, Kultur og Turisme i Langeland Kommune, hvor vi arbejder for at fremme øens muligheder - for både borgere, erhvervsliv og besøgende. Vi holder til i Besøgscenter Langeland, Østergade 23 i Rudkøbing, hvorfra både den daglige drift og udviklingsprojekter koordineres.

Vi er et lille team med højt til loftet, stor arbejdsglæde og en fælles ambition om at give Langelands gæster og beboere de bedst mulige oplevelser og service. Vi har fokus på at lykkes sammen som team og sammen som øer med vores aktører og rigtig mange frivillige ildsjæle.

Faktuelt om stillingen og ansøgning
Tiltrædelse: 1. august 2025 eller snarest derefter.
Arbejdstid: 37 timer ugentligt - i sommermånederne og udvalgte øvrige tidspunkter også med vagter om lørdagen.
Løn og ansættelse: Efter gældende overenskomst.

Ansættelsessamtaler forventes at afholdes torsdag den 3. juli og/eller onsdag den 9. juli 2025. Angiv gerne hvilken dato, der kan passe dig bedst i din ansøgning, da vi er klar over vi er midt i sommerferieperioden.

Send din ansøgning og CV via nedenstående link senest den 25. juni kl. 12.00.

Har du spørgsmål til stillingen?
Kontakt Erhvervs-, kultur- og turismechef Jane Jegind på tlf. 20 91 10 31.

Overvejer du at flytte med jobbet?
I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.

Gå på opdagelse i alt det, Langeland Kommune har at tilbyde dig og din familie på Flyt til Langeland og Strynø.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Langeland Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Erhverv og Turisme, Fredensvej, 5900 Rudkøbing

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-06-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/e2ce0754-a4e8-437b-95cf-259549db59ea

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet